Ved
orkestrets start begyndte jeg at spille trækbasun sammen med Hans Jürgensen.
Min bror spillede althorn, så det musikalske lå lidt i familien, og lysten
til selv at lære at spille var temmelig naturlig. Jeg har lært det hele ved
selvstudium, og efterhånden som jeg selv lærte mere og mere, begyndte jeg
også at undervise andre og har faktisk inspireret og igangsat 13 trækbasunister,
hvoraf flere spiller den dag i dag. Men jeg var en skrap lærer; jeg ved fra
mig selv, at vil man blive en rimelig god amatørmusiker, må der øvelse og
atter øvelse til, og hvis ikke folk øvede sig hjemme, blev jeg sur og sendte
dem hjem! Det kunne jeg ikke bruge tiden på!
Hvad
har du især sat pris på i løbet af dit mangeårige medlemskab?
”Kammeratskabet
frem for alt. Dét har jeg virkelig nydt. Og så vore ugentlige øvelser. Det
er dejligt at have en dag om ugen og spille sammen med kammeraterne.
Naturligvis har jeg også altid godt kunnet lide koncerterne og ikke mindst
stunderne med vore venskabsorkestre, hvor min kone og jeg har fået mange
personlige venner gennem årene. Men det er svært at nævne noget helt for
sig, for det er helheden, det drejer sig om. Og jeg sætter stor pris på det
hele”.
Hvordan
ser fremtiden ud, Kjeld?
”I
min alder har jeg vist ikke så meget fremtid mere, men jeg fortsætter med
min musik, lige så længe jeg har lyst og kan klare det. Jeg spiller jo også
i Studieorkestret. Selvom man bliver ældre er der altid noget at lære, men
jeg kan da godt mærke, at jeg ikke har så nemt ved tingene som tidligere. Og
så slet ikke med mine forlorne tænder - de driller altså ofte, når jeg
skal spille. Det gør det lidt sværere”.
”Mit
håb for orkestret er, at det må bestå i mange, mange år fremover. Desværre
er der alt for få unge, der vil spille hornmusik i dag, men jeg håber
virkelig, at der må ske en sund tilgang af nye kræfter”.
Hvorfor
blev det forresten netop trombone, du ville spille?